Jeg prøver på det lige nu. Jeg var ved at brænde ud, så jeg tog et halvt år arbejdsløs, og er så småt ved at geare op i et mere normalt (ikke stressende) tempo igen. Tjener ikke kassen, men arbejder med noget som er sjovt, og som ikke dræner mig på samme måde, og så må jeg se hvad fremtiden holder.
Har fået brugt tiden på at pleje sociale kontakter og genoplive personlige interesser og hobbier, som jeg blev nød til at opgive før.
Edit:
Jeg har det måske lidt anderledes end andre, som nok også er grunden til at det ikke gik så godt før. Mange jobs inde for min branche er i et fast tidsrum med faste arbejdstimer, så selvom jeg kan løse en opgave på 3 timer i stedet for 8, skal jeg stadig sidde på kontoret i 5 timer og kigge ud i luften, og det kan jeg bare ikke klare.
Når jeg arbejder, så arbejder jeg, og når jeg har fri, så holder jeg fri. Så vil jeg hellere arbejde lidt hårdere for at få mere fri, end jeg vil have flere og større arbejdspauser i løbet af min dag, hvor jeg alligevel ikke kan slappe af. Og det at være mentalt på og koncentreret i 8 timer, 5 dage om ugen, dræner mig.
Det, at holde mange små pauser, er godt og alt det der, og det hjælper også med at holde én kørende de ekstra par minutter eller måske timer på samme dag, men efter ca. 6 timer er jeg lige kørt ud, ligemeget om jeg har arbejdet eller drukket kaffe og socialiseret - begge kræver fokus. Og så stod det bare på at “læse mails” de sidste 2 timer.
Har du en ide om hvorfor det er sådan? Har det på samme måde.
Fordi vi rent biologisk ikke er udviklet til at bruge 8 timer på nogenlunde den samme opgave dag ind og dag ud?
Jeg mener man har estimeret hvor meget tid en oldtids jæger/samler brugte på at “arbejde” (altså lede efter eller jage føde, lave tøj og andre fornødenheder, osv.) og det er meget mindre end 8 timer om dagen og slet ikke den samme opgave så længe, men mere varieret.
Der er nok noget om menneskets natur, men andre ser jo ud til at kunne klare det.
Jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg er endelig gået til neurolog med hvad neurologen mener er migræne, fordi jeg har været lidt træt i hverdagen siden gymnasiet, og det løb så helt løbsk da jeg havde været på arbejdsmarkedet i et par år.
Der var også en venlig sjæl, som sendte mig en PM om Manu Sareen, da vedkommende mener at kunne genkende paralleler til ADHD i min kommentar.
Hvadend der er galt, så har det hjulpet mig, at få et job hvor jeg kan arbejde koncentreret i et par måneder, og så have et par uger/måneder fri (i streg).
Lige i øjeblikkedet sidder jeg med noget startup, som min søster og nogle af hendes tidligere universitetskammerater prøver at få op og køre.
Der er masser af varierende(!) opgaver, som jeg inden for mulighedens rammer selv kan tilrettelægge hvornår jeg laver, og jeg kan rent faktisk spørge om orlov eller forlænget ferie!
Ulemperne er så, naturligvis, at jobbet er ustabilt og lønnen er under 1/3 af hvad jeg normalt ville forvente at få. Men jeg er aktiv og behøver ikke døje med jobnet.
Lyt ikke for meget til impostor syndrome på den måde. Der er vanvittig mange mennesker der bare laver “fake it till you make it”. Man kan måske ligefrem sige at det er det vi alle sammen gør.
Jeg prøver på det lige nu. Jeg var ved at brænde ud, så jeg tog et halvt år arbejdsløs, og er så småt ved at geare op i et mere normalt (ikke stressende) tempo igen. Tjener ikke kassen, men arbejder med noget som er sjovt, og som ikke dræner mig på samme måde, og så må jeg se hvad fremtiden holder.
Har fået brugt tiden på at pleje sociale kontakter og genoplive personlige interesser og hobbier, som jeg blev nød til at opgive før.
Edit: Jeg har det måske lidt anderledes end andre, som nok også er grunden til at det ikke gik så godt før. Mange jobs inde for min branche er i et fast tidsrum med faste arbejdstimer, så selvom jeg kan løse en opgave på 3 timer i stedet for 8, skal jeg stadig sidde på kontoret i 5 timer og kigge ud i luften, og det kan jeg bare ikke klare.
Når jeg arbejder, så arbejder jeg, og når jeg har fri, så holder jeg fri. Så vil jeg hellere arbejde lidt hårdere for at få mere fri, end jeg vil have flere og større arbejdspauser i løbet af min dag, hvor jeg alligevel ikke kan slappe af. Og det at være mentalt på og koncentreret i 8 timer, 5 dage om ugen, dræner mig.
Det, at holde mange små pauser, er godt og alt det der, og det hjælper også med at holde én kørende de ekstra par minutter eller måske timer på samme dag, men efter ca. 6 timer er jeg lige kørt ud, ligemeget om jeg har arbejdet eller drukket kaffe og socialiseret - begge kræver fokus. Og så stod det bare på at “læse mails” de sidste 2 timer.
Har du en ide om hvorfor det er sådan? Har det på samme måde.
Var hjemsendt under coronanedlukningen. Tror det var den bedste periode i mit voksne liv.
Fordi vi rent biologisk ikke er udviklet til at bruge 8 timer på nogenlunde den samme opgave dag ind og dag ud?
Jeg mener man har estimeret hvor meget tid en oldtids jæger/samler brugte på at “arbejde” (altså lede efter eller jage føde, lave tøj og andre fornødenheder, osv.) og det er meget mindre end 8 timer om dagen og slet ikke den samme opgave så længe, men mere varieret.
De var nok også bedre til at holde pauser :P
Der er nok noget om menneskets natur, men andre ser jo ud til at kunne klare det.
Jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg er endelig gået til neurolog med hvad neurologen mener er migræne, fordi jeg har været lidt træt i hverdagen siden gymnasiet, og det løb så helt løbsk da jeg havde været på arbejdsmarkedet i et par år.
Der var også en venlig sjæl, som sendte mig en PM om Manu Sareen, da vedkommende mener at kunne genkende paralleler til ADHD i min kommentar.
Hvadend der er galt, så har det hjulpet mig, at få et job hvor jeg kan arbejde koncentreret i et par måneder, og så have et par uger/måneder fri (i streg).
Lyder som et mega sejt job. Hvad laver du?
Lige i øjeblikkedet sidder jeg med noget startup, som min søster og nogle af hendes tidligere universitetskammerater prøver at få op og køre.
Der er masser af varierende(!) opgaver, som jeg inden for mulighedens rammer selv kan tilrettelægge hvornår jeg laver, og jeg kan rent faktisk spørge om orlov eller forlænget ferie!
Ulemperne er så, naturligvis, at jobbet er ustabilt og lønnen er under 1/3 af hvad jeg normalt ville forvente at få. Men jeg er aktiv og behøver ikke døje med jobnet.
Lyt ikke for meget til impostor syndrome på den måde. Der er vanvittig mange mennesker der bare laver “fake it till you make it”. Man kan måske ligefrem sige at det er det vi alle sammen gør.