Chancen for at jeg vinder i lotto og udlever mine drømme er 1:139.838.160. Sikkert lignende odds for ægte kærlighed.
Det er en barsk virkelighed, og jeg vil hellere dø når jeg vil, end at blive tortureret af et forgæves liv i mange år endnu. Men respekt til dem der holder ud, sejt gået. 👍
Jeg tror nu dine odds for ægte kærlighed er noget bedre end lotteriet, især hvis du gør noget for det. Jeg tror også generelt at folk som overvejer selvmord næsten altid er i et midlertidigt lavpunkt i deres liv, og de har det med at få det bedre hvis de bare holder ud.
Mener du her selvmord eller assisteret dødshjælp? Det er selvfølgelig lidt semantik om det lige bliver kaldt det ene eller det andet, men bare lige få helt at forstå, hvad du mener. Det er trods alt langt størstedelen af dem, der forsøger selvmord, der aldrig prøver igen (https://www.hsph.harvard.edu/means-matter/means-matter/survival/). Det må da antyde, at en væsentlig brøkdel rent faktisk ikke har lyst til at dø og, at der formodentlig ligger andre årsaget til grund
Jeg tror at ønsket om at dø kun er forårsaget af omstændighederne. Men ingen ved, med sikkerhed, hvordan de omstændigheder vil udvikle sig i fremtiden, så det er en personlig vurdering om man ønsker at fortsætte. Hvad er chancen for at dø lykkelig? Er risikoen smerten værd? 🤷
Bestemt! Men det er også lidt lommefilosofisk at sige, at det kun er omstændigheder, der forårsager et ønske om død. Hvad er ikke forårsaget af omstændigheder?
Jeg er helt enig i, at det er (eller i hvert fald bør) være ens eget valg om man ønsker at fortsætte, men jeg mener også, at chancen for at dø lykkelig er relativt høj. Jeg kunne ikke finde nogle studier, der undersøger glæde ved dødstidspunkt, men jeg fandt flere studier, der nævner at ældre har lige så høj glæde i deres liv som yngre (se bl.a. https://www.sciencedirect.com/science/article/abs/pii/S0277953608000245?via%3Dihub)
Så ja, personligt synes jeg, at “risikoen” er det værd :-) men jeg synes også tanken om dødens uundgåelighed og evighed er dybt angstprovokerende, så måske jeg er lidt farvet
Vores ego er ikke forårsaget af omstændigheder. Egoet er ensporet, kun fokuseret på at overleve, koste hvad det vil.
Det er selvfølgelig også derfor liv eksisterer i universet, men hvorfor skal mit ego diktere enorme mængder entropi? Er det retfærdigt?
Hvis hver joule af energi jeg bidrager til entropi kunne være brugt til at snegle kunne løbe, hvad giver så mig retten til at diktere om snegle har ben?
Det tror jeg ikke rigtig man kan sige. Dit ego er formet af din opdragelse, din fortid og sikkert også til en vis grad dine gener (dine forældre).
Jeg er ikke sikker på jeg helt forstår metaforet du slutter din kommentar med, men de fleste vil sige at mennesker er mere værd end snegle. Det siger vi selvfølgelig fordi vi er mennesker, men jeg tror også at der er noget objektivt mere interessant og værdifuldt over et bevidst, intelligent menneske frem for en snegl (hvis man kan snakke om objektivitet i denne sammenhæng; hvis ikke så er “værdi” alligevel uden mening).
Det tror jeg ikke rigtig man kan sige. Dit ego er formet af din opdragelse, din fortid og sikkert også til en vis grad dine gener (dine forældre).
Jeg mener at egoet er det grundlæggende behov for at overleve / angst for det ukendte. Vores opførsel er dikteret af dette behov, og kan derfor ikke skifte. Vi kan måske skifte job for sjov, men behovet for job ligger i behov for at tilhøre gruppen, og behov for resourcer.
Når du reducerer menneskets opførsel til sin kerne, vil du se at den endegyldige motivation er angst for at dø, mener jeg.
de fleste vil sige at mennesker er mere værd end snegle.
objektivt mere interessant og værdifuldt over et bevidst, intelligent menneske frem for en snegl
Antropocentrisme er problematisk. Ja, et menneske har mere hjernekapacitet end en snegle, men vi vælger så også at undertrykke snegle, ved at forbruge resourcer de kunne bruge på accelereret evolution. Hvem ved hvad snegle ville have været, hvis mennesker ikke var til? Hvorfor har vi fortsat ret til dette evolutionære forspring? Har vi ikke mistet retten med vores destruktion af naturen?
Hvem ved hvad snegle ville have været, hvis mennesker ikke var til? Hvorfor har vi fortsat ret til dette evolutionære forspring?
Jeg vil sige at det har vi fordi vi har forspringet - det er et simpelt “først til mølle”-princip. Desuden er der ingen garanti for (og jeg vil ligefrem sige at det er forsvindende usandsynligt) at snegle eller nogen anden art blev til noget lige så interessant og værdifuldt som mennesker. Liv som vi kender det har trods alt eksisteret i mange millioner af år og det er først nu med mennesket at der kom intelligent liv. Det synes jeg personligt har værdi og er værd at bevare og det siger jeg ikke bare fordi jeg selv er et menneske. Jeg ville sige det samme om intelligent liv på andre planeter. Hvis du spørger mig er intelligent liv mere værd end uintelligent liv.
Har vi ikke mistet retten med vores destruktion af naturen?
Denne “ret” du taler om, hvad er det? Du siger at sneglene kunne have fået mere evolution hvis bare vi ikke havde taget deres ressourcer. Men vent - er det ikke bare sådan naturen virker? Det har da altid virket sådan at de bedst tilpassede arter tager ressourcerne fra de værre tilpassede arter og dermed er der nogle arter der overlever og udvikler sig videre, og andre arter der uddør og forsvinder. Det er jo bare ren Darwin.
Det vi gør mod sneglene er lige så naturligt som det løven gør mod antilopen. Mennesket er også en del af naturen. Vi har også gjort meget værre ting end det vi gør mod sneglene - vi har fx for mange titusinder år siden jaget mange store dyrearter til udryddelse. Det vi gør mod klimaet i dag er blot den nyeste af de ting vi gør mod naturen. Men igen, vi er også en del af naturen.
Selvfølgelig har vi en interesse i at opretholde klimaet i dag dog. Det er jo det klima vi også selv skal leve i. Men vi har jo også indset værdien der er i andet liv - for jo selvfølgelig er der også værdi i snegle, selvom det ikke er lige så meget som mennesket. Men vi giver kun plads til sneglen fordi vi har lyst.
Nja, men egoet er vel i bund og grund et resultat af vores gener og de er påvirket af hvilke forældre vi har, hvilke forfædre de havde etc. Det er vel, hvad man almindeligvis kalder “omstændigheder”?
Jeg synes selv, at livet i yderste potens er meningsløst og det er ikke selvfølgeligt for mig, personligt, at liv eksisterer. Der er ikke nogen universel mening med at passe børn, finde kuren til cancer eller få banket en virksomhed op fra bunden. Men det er også det, der er så befriende: alt er meningsløst!
Dit eksempel med sneglen: nej, der er intet, der dikterer, at du har mere ret til de mængder energi, men omvendt er der heller ikke noget, der dikterer at sneglen har ret til dem. Du er her som du er og de er her som de er. I er begge et resultat af tilfældighedernes despoti og det er hverken retfærdigt eller uretfærdigt
Men ingen ved, med sikkerhed, hvordan de omstændigheder vil udvikle sig i fremtiden
Jeg vil dog sige at der er rimelig gode chancer for at man får det bedre hvis man er i et lavpunkt. Især hvis man er ung. Når man er ung har man ikke det samme perspektiv og det kan virke som om ens liv er ovre før det faktisk er.
Der er rigtig mange muligheder for at få et liv der er godt nok for at man ikke ville overveje selvmord (og bedre endnu), så på den måde synes jeg ikke helt det her “man kan ikke vide”-argument holder.
Jeg synes vi skal være mere accepterende overfor selvmord. Lad folk leve og dø som de vil. Vi må ikke lade vores følelser kontrollere os.
Hehe morsomt ordvalg - er folk der begår selvmord ikke tit netop kontrolleret af deres følelser? Ikke at jeg generelt er uenig i hvad du sagde.
Chancen for at jeg vinder i lotto og udlever mine drømme er 1:139.838.160. Sikkert lignende odds for ægte kærlighed.
Det er en barsk virkelighed, og jeg vil hellere dø når jeg vil, end at blive tortureret af et forgæves liv i mange år endnu. Men respekt til dem der holder ud, sejt gået. 👍
Jeg tror nu dine odds for ægte kærlighed er noget bedre end lotteriet, især hvis du gør noget for det. Jeg tror også generelt at folk som overvejer selvmord næsten altid er i et midlertidigt lavpunkt i deres liv, og de har det med at få det bedre hvis de bare holder ud.
Mener du her selvmord eller assisteret dødshjælp? Det er selvfølgelig lidt semantik om det lige bliver kaldt det ene eller det andet, men bare lige få helt at forstå, hvad du mener. Det er trods alt langt størstedelen af dem, der forsøger selvmord, der aldrig prøver igen (https://www.hsph.harvard.edu/means-matter/means-matter/survival/). Det må da antyde, at en væsentlig brøkdel rent faktisk ikke har lyst til at dø og, at der formodentlig ligger andre årsaget til grund
Jeg tror at ønsket om at dø kun er forårsaget af omstændighederne. Men ingen ved, med sikkerhed, hvordan de omstændigheder vil udvikle sig i fremtiden, så det er en personlig vurdering om man ønsker at fortsætte. Hvad er chancen for at dø lykkelig? Er risikoen smerten værd? 🤷
Bestemt! Men det er også lidt lommefilosofisk at sige, at det kun er omstændigheder, der forårsager et ønske om død. Hvad er ikke forårsaget af omstændigheder?
Jeg er helt enig i, at det er (eller i hvert fald bør) være ens eget valg om man ønsker at fortsætte, men jeg mener også, at chancen for at dø lykkelig er relativt høj. Jeg kunne ikke finde nogle studier, der undersøger glæde ved dødstidspunkt, men jeg fandt flere studier, der nævner at ældre har lige så høj glæde i deres liv som yngre (se bl.a. https://www.sciencedirect.com/science/article/abs/pii/S0277953608000245?via%3Dihub)
Så ja, personligt synes jeg, at “risikoen” er det værd :-) men jeg synes også tanken om dødens uundgåelighed og evighed er dybt angstprovokerende, så måske jeg er lidt farvet
Vores ego er ikke forårsaget af omstændigheder. Egoet er ensporet, kun fokuseret på at overleve, koste hvad det vil. Det er selvfølgelig også derfor liv eksisterer i universet, men hvorfor skal mit ego diktere enorme mængder entropi? Er det retfærdigt? Hvis hver joule af energi jeg bidrager til entropi kunne være brugt til at snegle kunne løbe, hvad giver så mig retten til at diktere om snegle har ben?
Det tror jeg ikke rigtig man kan sige. Dit ego er formet af din opdragelse, din fortid og sikkert også til en vis grad dine gener (dine forældre).
Jeg er ikke sikker på jeg helt forstår metaforet du slutter din kommentar med, men de fleste vil sige at mennesker er mere værd end snegle. Det siger vi selvfølgelig fordi vi er mennesker, men jeg tror også at der er noget objektivt mere interessant og værdifuldt over et bevidst, intelligent menneske frem for en snegl (hvis man kan snakke om objektivitet i denne sammenhæng; hvis ikke så er “værdi” alligevel uden mening).
Jeg mener at egoet er det grundlæggende behov for at overleve / angst for det ukendte. Vores opførsel er dikteret af dette behov, og kan derfor ikke skifte. Vi kan måske skifte job for sjov, men behovet for job ligger i behov for at tilhøre gruppen, og behov for resourcer.
Når du reducerer menneskets opførsel til sin kerne, vil du se at den endegyldige motivation er angst for at dø, mener jeg.
Antropocentrisme er problematisk. Ja, et menneske har mere hjernekapacitet end en snegle, men vi vælger så også at undertrykke snegle, ved at forbruge resourcer de kunne bruge på accelereret evolution. Hvem ved hvad snegle ville have været, hvis mennesker ikke var til? Hvorfor har vi fortsat ret til dette evolutionære forspring? Har vi ikke mistet retten med vores destruktion af naturen?
Jeg vil sige at det har vi fordi vi har forspringet - det er et simpelt “først til mølle”-princip. Desuden er der ingen garanti for (og jeg vil ligefrem sige at det er forsvindende usandsynligt) at snegle eller nogen anden art blev til noget lige så interessant og værdifuldt som mennesker. Liv som vi kender det har trods alt eksisteret i mange millioner af år og det er først nu med mennesket at der kom intelligent liv. Det synes jeg personligt har værdi og er værd at bevare og det siger jeg ikke bare fordi jeg selv er et menneske. Jeg ville sige det samme om intelligent liv på andre planeter. Hvis du spørger mig er intelligent liv mere værd end uintelligent liv.
Denne “ret” du taler om, hvad er det? Du siger at sneglene kunne have fået mere evolution hvis bare vi ikke havde taget deres ressourcer. Men vent - er det ikke bare sådan naturen virker? Det har da altid virket sådan at de bedst tilpassede arter tager ressourcerne fra de værre tilpassede arter og dermed er der nogle arter der overlever og udvikler sig videre, og andre arter der uddør og forsvinder. Det er jo bare ren Darwin.
Det vi gør mod sneglene er lige så naturligt som det løven gør mod antilopen. Mennesket er også en del af naturen. Vi har også gjort meget værre ting end det vi gør mod sneglene - vi har fx for mange titusinder år siden jaget mange store dyrearter til udryddelse. Det vi gør mod klimaet i dag er blot den nyeste af de ting vi gør mod naturen. Men igen, vi er også en del af naturen.
Selvfølgelig har vi en interesse i at opretholde klimaet i dag dog. Det er jo det klima vi også selv skal leve i. Men vi har jo også indset værdien der er i andet liv - for jo selvfølgelig er der også værdi i snegle, selvom det ikke er lige så meget som mennesket. Men vi giver kun plads til sneglen fordi vi har lyst.
Nja, men egoet er vel i bund og grund et resultat af vores gener og de er påvirket af hvilke forældre vi har, hvilke forfædre de havde etc. Det er vel, hvad man almindeligvis kalder “omstændigheder”?
Jeg synes selv, at livet i yderste potens er meningsløst og det er ikke selvfølgeligt for mig, personligt, at liv eksisterer. Der er ikke nogen universel mening med at passe børn, finde kuren til cancer eller få banket en virksomhed op fra bunden. Men det er også det, der er så befriende: alt er meningsløst!
Dit eksempel med sneglen: nej, der er intet, der dikterer, at du har mere ret til de mængder energi, men omvendt er der heller ikke noget, der dikterer at sneglen har ret til dem. Du er her som du er og de er her som de er. I er begge et resultat af tilfældighedernes despoti og det er hverken retfærdigt eller uretfærdigt
Jeg vil dog sige at der er rimelig gode chancer for at man får det bedre hvis man er i et lavpunkt. Især hvis man er ung. Når man er ung har man ikke det samme perspektiv og det kan virke som om ens liv er ovre før det faktisk er.
Der er rigtig mange muligheder for at få et liv der er godt nok for at man ikke ville overveje selvmord (og bedre endnu), så på den måde synes jeg ikke helt det her “man kan ikke vide”-argument holder.