Jeg sidder og ser Ud at køre med de skøre (The Cannonball Run), hvor de havde oversat “Holy shit” til “kors i røven” i de danske tekster. Det fik mig til at tænke på at der de seneste år er gledet (alt for) mange engelske bandeord ind i det danske sprog, som må have fortrængt mange af vores ellers smukke og farverige bandeord. Det fik mig til at søge efter gamle bandeord, hvor jeg faldt over denne liste fra Folketingets hjemmeside (hvorfor det lige er der man finder sådan en er et godt spørgsmål), hvor jeg fandt nogle skønne udtryk:
-
For pokker/Fanden/dælen/Søren
-
Det var pokkers/Fandens/dælens/Sørens
-
Som bare Fanden/Helvede
-
Til Fanden/Helvede med det
-
Fanden tage mig om
-
Før Fanden får sko på
-
Læse noget som Fanden læser Bibelen
-
Male Fanden på væggen
-
Onde lyneme
-
For Guds/himlens skyld
-
Jøsses
-
Vorherre bevares
Er der andre farverige gamle danske bandeord, som er gledet ud af sproget de sidste år, som vi bør begynde at bruge mere?
Edderråddeme og splitte mine bramsejl. Om end jeg ikke aner om nogen af de to går ind under decideret “bandeord”
Ja, det er vel også mere i kategorien skældsord. Dem er der dog også nogle fandens farverige stykker af i Kaptajn Haddocks ordbog, som jeg stadig synes er værd at nævne, selvom de ikke alle er traditionelle danske skælds-/bandeord:
Brakvandsmatros
Fribytter
Guanognasker
(Usle) hund, hundehoved
Kryster
Kæltring (slyngel)
Logaritmeløjser
Lømmel
Nidding
Sjuft (nok min favorit)
Stivnakke
Tølper
Vandal
Åndsbolle
For ej at glemme lurendrejer
Hahaha, fribytter, lømmel, sjuft og tølper er nu altså også nogle gode nogle! Jeg må begynde at overfuse folk lidt mere, så jeg får dem brugt
Ja, det er virkelig nogle forbandede gode skældsord. Jeg synes dog også at åndsbolle kraftedeme fortjener at blive nævnt her ;)
Der er et eller andet virkelig sjovt over “åndsbolle”, måske er det bare det at man kan blive kaldt efter noget bagværk 😂